Ny i klubben

Det allervigtigste i fridykning er, at man aldrig dykker alene. Man har altid en makker, en buddy, med, som kan hjælpe, hvis der skulle ske et uheld.

Ved situationer som LMC/samba eller blackout er en opmærksom buddy ofte nok til at redde dykkeren ved at holde luftvejene fri og hjælpe vejrtrækningen i gang igen.

Det er altid dykkerens ansvar at sikre sig, at der er nogen, der holder øje. Der er ingen skam i at spørge:

• Vil du holde øje med mig?
• Jeg tænker at svømme 50 meter, kan du følge med?
• Jeg prøver måske 75 meter i dag, kan du være ekstra opmærksom på den sidste del?

Det er også helt okay som buddy at spørge dykkeren, hvad planen er: distance, retning, vendinger, cirka maks og hvor presset dykket forventes at være.

Hvis en dykker for eksempel har 75 meter som maks og vil lave et længere dyk, holder man selvfølgelig øje hele vejen og er ekstra opmærksom på den sidste del, for eksempel de sidste 25 meter. Ved mere pressede dyk kan buddyen med fordel svømme med.

Når man holder vejret, bruger kroppen af den ilt, som er oplagret i blodet, lungerne og musklerne. Samtidig ophobes kuldioxid, også kaldet CO2.

Det er primært CO2-niveauet, der skaber følelsen af ubehag og giver trang til at trække vejret. Mange utrænede dykkere oplever denne trang, længe før iltniveauet reelt er lavt. Med træning kan tolerancen for CO2 øges, hvilket gør det muligt at holde vejret længere.

Hvis iltniveauet bliver lavt, kan dykkeren begynde at blive påvirket. Typiske tegn kan være snøvlet tale, dårlig koordination, langsomme eller ukontrollerede bevægelser og blålig farve omkring læber, øjne eller nakke. Den blå farve er ikke i sig selv farlig, men den kan være et tegn på, at dykkeren er tættere på sin grænse.

En lettere form for iltmangel kaldes loss of motor control, LMC eller samba. Her mister dykkeren noget af sin motoriske kontrol, balancen og koordinationen. Det kan ligne små rytmiske bevægelser, rystelser eller problemer med at udføre overfladeprotokollen.

Hvis iltniveauet bliver endnu lavere, kan dykkeren miste bevidstheden helt. Det kaldes blackout. Det farlige er ikke selve besvimelsen, men at dykkeren kan få vand i luftvejene, hvis ingen hjælper.

Efter LMC/samba eller blackout skal man tage det roligt. Det er et tegn på, at dykket har været tæt på grænsen den dag. Hold pause, få ro på kroppen og tal med din buddy eller en erfaren fridykker om, hvad der skete.

Før et dyk trækker man vejret roligt og normalt. Tænk afslappet vejrtrækning, som hvis du sad på sofaen og faldt til ro.

Hyperventilation sænker CO2-niveauet kunstigt og kan derfor sløre kroppens vigtigste signal om, at det er tid til at trække vejret. Det kan øge risikoen for LMC og blackout.

Kort sagt: Træk vejret roligt og normalt før et dyk. Hvis du er i tvivl om en teknik, så spørg en erfaren dykker først.

Når man dykker, dykker man som udgangspunkt med fyldte lunger, og man puster ikke luft ud undervejs. At puste luft ud under et vejrhold kan gøre dykket mere risikabelt og gør det sværere for buddyen at vurdere situationen.

Når man kommer op til overfladen, udføres recovery breathing. En metode er hook breaths:

1. Pust passivt en lille smule luft ud.
2. Træk hurtigt luft ind igen.
3. Hold luft og let spænding et par sekunder.
4. Gentag 3-5 gange.

Derefter udføres overfladeprotokollen: søg øjenkontakt med din buddy og giv et tydeligt OK-tegn. Vent med at juble, snakke eller forklare dykket, indtil vejrtrækningen og kontrollen er helt på plads.

Når mennesker dykker, aktiveres dykkerrefleksen. Den sætter kroppen i en tilstand, hvor iltforbruget sænkes, og blodgennemstrømningen prioriteres til vitale organer som hjernen og hjertet.

Under et dyk kan pulsen falde, og hænder og fødder kan blive kolde eller prikkende. Man kan også få øget trang til at tisse. Det er normalt og et tegn på, at kroppen reagerer på dykningen.

Det er meget individuelt, hvordan det føles at blive presset under et vejrhold. De fleste oplever på et tidspunkt sammentrækninger i mellemgulvet, lidt som hikke. De skyldes især det stigende CO2-niveau. Sammentrækninger er ikke farlige i sig selv, men de er et signal om, at kroppen gerne vil trække vejret igen.

Fridykning i pool foregår altid sammen med en buddy. Her gennemgås de vigtigste pool-discipliner set både fra dykkerens og buddyens perspektiv.

Statisk, STA

I statisk apnø ligger dykkeren stille i vandet og holder vejret. Dykkeren trækker først vejret roligt, fylder lungerne og lægger sig afslappet med ansigtet i vandet.

Målet er at slappe så meget af som muligt. Hvis det er nemmere at lade armene hænge ned mod bunden, kan buddyen sørge for, at dykkeren ikke flyder væk.

Når dykkeren kommer op, udføres recovery breathing og overfladeprotokol.

Buddyens opgave ved statisk er at hjælpe med tidstagning, holde dykkeren på plads og sikre kontakt mod slutningen af dykket. Aftal på forhånd, hvornår og hvordan dykkeren skal give tegn. Det kan for eksempel være at vise en finger på højre hånd.

Ved manglende respons, udblæsning af luftbobler eller tydelige tegn på problemer påbegyndes redning.

Dynamisk No-Fins, DNF

I dynamisk no-fins svømmer dykkeren brystsvømning under vand uden finner. Fokus er på rolig og afslappet teknik, hvor man glider efter både armtag og bentag.

For at reducere vandmodstand ligger man strømlinet og kigger ned mod bunden. Brug stregen i bunden af poolen til at orientere dig, og gør klar til vending ved T-markeringen før endevæggen.

Typiske fejl er at kigge for meget fremad, stresse teknikken, glide for lidt eller dykke dybere end nødvendigt i den dybe ende af bassinet.

Efter dykket udføres recovery breathing og overfladeprotokol som ved statisk.

I de dynamiske discipliner er det vigtigt at have passende opdrift. Hvis man flyder for meget op eller falder mod bunden, bruger man unødvendig energi på at holde sig i den rigtige position. Bly og placering af bly kan justeres gradvist sammen med mere erfarne medlemmer.

Trykudligning

Når vi dykker i den dybe ende af poolen, kan der være behov for at trykudligne ørerne. Trykudlign tidligt og ofte, før du mærker egentlig tryk eller smerte.

Det må aldrig gøre ondt at trykudligne. Hvis det gør ondt, stopper du neddykningen og går roligt mod overfladen. Forkølelse, stoppede bihuler eller irritation i ørerne kan gøre trykudligning svær eller umulig den dag.

Sikkerhed ved dynamisk

Ved dynamiske discipliner følger buddyen dykkeren langs banen, enten i vandet eller fra kanten, afhængigt af øvelse, niveau og aftale.

Hvis buddyen er i vandet, kan buddyen ligge lidt ved siden af og bag dykkeren. Ved vendinger kan buddyen stoppe lidt før endevæggen og vente på, at dykkeren vender.

For bedre overblik kan buddyen bruge snorkel, svømmefødder og eventuelt undlade eget bly.

Tegn på at dykkeren er presset kan være, at dykkeren svømmer hurtigere, kigger op eller frem, mister teknik, puster luft ud, stopper med at svømme, falder mod bunden eller opfører sig anderledes end forventet. I de tilfælde reagerer buddyen med det samme.

Dynamisk Bi-fins, DYN-BF

I dynamisk bi-fins bruger dykkeren svømmefødder til fremdrift. Det minder om almindelig snorkling og er ofte den nemmeste dynamiske disciplin at komme i gang med.

Hænderne kan holdes strakte over hovedet i pileform eller afslappet langs siden. Pileform er mest strømlinet, men kræver tilvænning og fleksible skuldre. Hvis positionen bliver anstrengt, er hænderne langs siden ofte bedre.

Der er flere måder at vende på med finner:

1. Vending med afsæt med fødderne, hvor dykkeren vender ved væggen og sætter af. Ofte den foretrukne.
2. Vending uden afsæt, hvor dykkeren skubber fra med hånden og svømmer videre.

Dynamisk med monofinne, DYN

I dynamisk med monofinne bruger dykkeren én stor finne og svømmer med en rolig bølgebevægelse gennem kroppen. Det er en mere teknisk disciplin end bi-fins og kræver typisk lidt mere tilvænning.

Sikkerheden er den samme som ved dynamisk no-fins.

Ved LMC eller blackout er målet først og fremmest at holde dykkerens luftveje fri af vandet.

Ved statisk redning

1. Vend dykkeren om på ryggen.
2. Hold luftvejene over vandet.
3. Fjern maske og næseklemme.
4. Brug blow and talk.

Blow and talk findes i forskellige udgaver. Minimum er, at buddyen puster hen over dykkerens øjne/ansigt og taler tydeligt til dykkeren, for eksempel "Træk vejret". Nogle versioner bruger også tap eller let berøring. Formålet er at hjælpe dykkeren tilbage til normal vejrtrækning.

Ved dynamisk redning

1. Få dykkeren op mod overfladen.
2. Hold luftvejene lukkede under opstigningen, hvis dykkeren er under vand.
3. Få luftvejene fri af vandet.
4. Før dykkeren til kanten, hvis det er muligt.
5. Brug blow and talk.

Hvis dykkeren ikke hurtigt begynder at trække vejret, tilkaldes hjælp med det samme. Få dykkeren op på land, kontakt personale/livredder og ring 112 ved behov. Hvis der ikke er normal vejrtrækning, startes førstehjælp efter almindelige førstehjælpsprincipper.

Der er adgang til hjertestarter/AED både i Vadum og Haraldslund. Nye medlemmer bør vide, hvor den nærmeste hjertestarter findes, og hvem der kontakter personale eller ringer 112 ved en alvorlig hændelse.

Meget af sikkerheden handler om god kommunikation og realistiske forventninger.

Aftal planen før dykket:

• Hvad vil dykkeren lave?
• Hvor langt eller hvor længe?
• Hvor presset forventes dykket at være?
• Skal buddyen svømme med?
• Hvor skal dykkeren komme op?

Det er altid okay at afbryde et dyk eller en øvelse. Performance svinger fra dag til dag. Søvn, sygdom, stress, kulde, dårlig opvarmning, manglende ro eller bare en mærkelig dag i kroppen kan gøre, at man præsterer dårligere end normalt.

Det er ikke et nederlag at afbryde. Det er god dømmekraft.

Udfør overfladeprotokollen som rutine, også efter lette dyk. Når man virkelig er presset, tager rutinen over, og kroppen gør det, den har øvet.

Efter dykket giver buddyen feedback. Hvis dykkeren virker presset, blå, langsom, ukoordineret eller har svært ved overfladeprotokollen, er det et tegn på, at næste dyk bør være lettere. Hvis dykkeren virker frisk, rolig og har god kontrol, kan man bruge det som feedback i den videre træning.

Tørtræning er en god og praktisk måde at træne ro, afslapning og vejrhold på uden adgang til pool.

Som udgangspunkt: sørg for at sidde eller ligge, så du ikke kan falde og slå dig, hvis du bliver svimmel eller mister orienteringen. Hav gerne hovedet en lille smule hævet.

Som begynder bør du ikke bruge næseklemme ved tørtræning, da det kan gøre det sværere at få luft hurtigt igen. Mere avancerede teknikker hører til hos øvede fridykkere og bør trænes med omtanke.

Lav kun tørtræning på land. Lav aldrig vejrhold alene i badekar, pool, hav, sø eller andet vand.

Der findes også øvelser, hvor man går og holder vejret. Hvis du gør det, så gør det kun på blødt underlag.

Fridykning handler i høj grad om at være afslappet. Det kan trænes gennem meditation, vejrtrækningsøvelser, yoga, svømning og generel kropskontrol.

Det kan lyde banalt at slappe af, men det bliver udfordrende, når man har fyldte lunger, er kold, er mentalt presset eller mærker tiltagende ubehag fra CO2.

Kroppen kan vænne sig akut til et højere CO2-niveau gennem rolig opvarmning, for eksempel nogle korte vejrhold før et længere dyk. På længere sigt sker der både mentale og fysiologiske tilpasninger, som gør, at man bliver bedre til at håndtere vejrhold.

I de dynamiske discipliner hjælper et godt vejrhold, men teknik, afslapning, fleksibilitet og effektiv bevægelse betyder mindst lige så meget. En dykker, der svømmer roligt og effektivt, bruger mindre ilt end en dykker, der kæmper sig frem.

Øg længde og belastning gradvist. Det er bedre at bygge stabilitet og rutine op over flere træninger end at jagte en enkelt præstation.